Ring på +45 6177 7767

Hvad er hygge?

Tre korte dokumentarer tager seeren på en rejse ind i hyggen gennem billeder, interview og refleksion. Dokumentarerne er skabt til undervisningsbrug med økonomisk støtte fra Undervisningsministeriet. Formålet er, at undervisere skal kunne sætte de begreber til diskussion, som indgår i den Danmarkskanon, kulturminister Bertel Haarder tog initiativ til i 2016. Herunder hygge.
Filmene kan streames her på siden. De retter sig både mod undervisning, og enhver med interesse for kultur og sproglige koder, hverdagens fysiske miljøer, og samspillet mellem gruppe og individ.
Vært, manuskriptforfatter og tilrettelægger er antropolog Jeppe Linnet, der har forsket i hygge.
Undervisningsmateriale kan hentes her. Det retter sig primært mod folkeskolens ældste klasser. Især fagene dansk, samfundsfag, og håndværk & design. Materialet tilbyder oplæg til øvelser og diskussion. Opdelt efter fag, kompetenceområder og mål.
Film og materiale stilles til rådighed gratis. Der tilbydes ingen ydelser til skoler, som kræver betaling, via denne hjemmeside eller på anden måde fra ophavsmanden.
Producent (optagelser, lyd & klipning): Candofilm.

Hvad er hygge? 1: Det gode samvær.

Første film spørger: Hvordan er mennesker egentlig sammen, når de hygger sig? Vi finder svarene hos en familie, og blandt en gruppe unge, der træner sammen. Vi spørger også: Kan man hygge sig alene? Og besøger en pige, der fortæller om at være fordybet i sin fritidsinteresse.

Hvad er hygge? 2: Steder med stemning.

Hvordan bliver et sted hyggeligt? I anden film finder vi svarene, og lærer om design og værtskab, hos en cafés stamkunder, på sofaen med sociale medier, i en kolonihave – og i en bank.

Hvad er hygge? 3: Kritik af hyggen.

Tredje film stiller de kritiske spørgsmål: Er hyggen virkelig så dansk, som nogen siger? Og hygger folk sig altid, når de siger at de gør? Vi bliver klogere hos en muslimsk familie, i en tekst af Tove Ditlevsen, og gennem samtale med en ung mand, der arbejder for en bæredygtig jul.